Grein í Kristelig Dagblad august 1997. Bílagt av Kristelig Dagblad í samband við greinarøð um “Danskheden”.
- Vi elsker vor land, men ved midsommer mest……
Hvad er det særlige danske? Hvad er danskheden?
For en almindelig dansker synes det ikke at være et underligt spørgsmål at stille en dansk rigsborger bosiddende på Færøerne, med andre ord en færing; men for en færing bosiddende på Færøerne er det et højst usædvanligt spørgsmål at få sat. Otte tiendedele af alle færinger ville ikke ane, hvad de skullu svare på det, det ville være ligeså relevant at spørge, hvad engelskheden eller norskheden er for noget. I bedste fald ville svaret komme til at dreje sig om færøsk løsrivelse fra det danske kongerige eller ikke.
Jovist hører vi endnu under det danske kongerige, men vi er godt klare over den store forskel, der er mellem vore to folkeslag. For to forskellige folkeslag bliver vi nødt til at kalde os, lige så forskellige eller måske mere end en nordmand og en dansker eller en svensker og en dansker, for vi er et øsamfund, mens Danmark nærmest er fastland. Det sjove ved dette er bare, at danskere generelt ikke er klare over forskellen, – før de kommer her op.
Eller er spørgsmålet tænkt som: Hvad er danskheden i hele det danske kongerige? Mener spørgeren, at det er noget, som kan defineres under samme svar? Hvis dette er tilfældet, kan jeg ikke svar, for for mig er det klart, at danskheden ikke rækker ud over det geografiske Danmark, “denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland”.
Men kan jeg så som færing overhovedet give et kvalifiseret indlæg om, hvad danskheden er, eller om den skulle være i forandring?
Jeg kan da i det mindst prøve at tygge lidt på det, da man nu har givet mig ordet.
At jeg er født i Danmark og at halvdelen af mit blod sådan rent fysiskt er dansk, er ikke til større hjælp i en søgen efter danskheden, da jeg allerede inden mit førske leveår flyttede hjem til mit moderland (på færøsk hedder fædrelandet nemlig móðurlandið.)
For mig var det danske helt op til mit 21 år noget med sommer, duft af syrener, Sankt Hansbål på Tårnby Præstegårds gårdsplads med højskolesangbogen i hånden. Dansk var det sprog, som jeg fik læst historier op på, og som senere indviede mig i verdenslittereturen, det var det sprog jeg talte til mine bedsteforældre, det var et sommerferiesprog.
Dette er jo alt sammen en meget romantisk forestilling, og ikke en analyse af danskheden, jeg kunne jo have sagt det samme, hvis mine barndoms sommerferier havde været tilbragt i Frankrig eller i Australien.
Et egentligt forhold til Danmark og danskere fik jeg vel ikke, før jeg i 1987/88 var på højskole i Vestjylland.
Først af alt er højskoleidéen vel noget af det mest danske man overhovedet kan forstille sig, i andre lande, der har adopteret idéen, får den næsten altid en anden form. Denne tanke om, at alle skal være og fungere sammen ligemeget hvilken by, land, klasse eller race, de måtte komme fra. Det er en meget smuk tanke, og en gang imellem fungerer det så også. Men er det ikke lige her vi løber ind i dette problem med forandringen der sker i samfundet eller i “danskheden”, der “folkelige”, der bliver til individualisme? Eller er det nu egentlig noget særlig dansk? Er det ikke noget der sker i hele vores vestlige verden?
Vi var seks “udlændinge” på vores højskole og nogle og tyve danskere, og i alle de syv måneder jeg opholdt mig der, var hoveddebatemnet dette: Hvad er særligt ved at være dansker, hvad er det der er specielt dansk, det der ikke findes nogen andre steder?
Vi kunne jo have diskuteret, hvad der var særligt ved at komme fra hvert af de forskellige lande, vi nu kom fra, men underligt nok var det hurtigt gennemdebateret. Udlændingene syntes ikke at have nogen definitionsproblemer. Som færing syntes det nemt at at forklare, hvad der gjorde mig til færing, hvad der gjorde mig forskellig fra de danske rigsborgere, der lever i det geografiske Danmark, men jeg blev ikke så lidt forbavset over at høre, at størstedelen af danskerne ikke vidste, at Færøerne er så forskelligt fra Danmark, at vores kultur kun har meget lidt tilfælles, og at naturen ligefrem er diametralsk modsat. Mest af alt forargede det mig dog at finde ud af, at nærmest ingen vidste, at Færøerne har sit eget sprog, som danskere generelt ikke forstår.
Det som fik os til at fortsætte vores identitetsdebatter i rundt regnet syv måneder var jo netop dette, at danskerne ikke kunne svare på spørgsmålet, eller i hvert fald ikke kunne blive enige om, hvad der gjorde en dansker til en dansker.
Vi kunne meget hurtigt blive enige om, at det så i hvert fald ikke var noget med, om der stod “dansk statsborger” i dit pas. Ellers var der jævn enighed om, at flæskestegen, frikadellerne og Landsholdet var meget danske og så Højskolesangbogen og vindmøllerne naturligvis. Men hvad så ellers?
Sproget var der jo et problem med. Det var der jo allerede på Holdbergs tid, hvor det nærmest var uværdigt at tale andet end fransk eller tysk.
Da jeg gik på gymnasiet, sagde vores danske dansklærer, at det absolut ikke var nødvendigt, at vi anskaffede os en fremmedordbog. Den nyeste udgave af Nudansk Ordbog var fuldt ud tilstrækkelig til at udfylde denne opgave.
For en færing er denne konstatering intet mindre end en falitterklæring til det danske sprog. Ethvert fremmed ord bliver (nu)dansk i det øjeblik det bliver brugt at en dansker. Med denne indstilling behøver en begyndende gymenasieelev ikke længere at anskaffe sig Engelsk-Dansk Ordbog. En dansker skriver ikke længere “sidste frist”, det hedder “deadline”. Ingen standser op og undrer sig over ord som cool, copyright, cornflakes eller comeback, og ingen dansker med respekt for sig selv ville overhovedet overveje, om der findes et godt dansk ord, der siger det samme, og så taler vi overhovedet ikke om muligheden for at lave et nyt dansk ord. Men hvad er danskheden så, om den ikke er forankret i sproget? Jeg ville jo uden at vakle sige, at det færøske sprog er hovedingrediensen i en “færøskhed”.
En hel vinters aftendiskussioner over tekoppen gjorde mig ikke klogere på, hvad der er særlig dansk, kun over, hvad der ikke er det. Enhver diskussion endte i indvandrerpolitik og så denne frustrerede følelse af, at vi ikke vil have alle disse fremmede, for de ødelægger vores kultur, og så ikke at vide, hvad det egentlig er, de ødelægger. Jeg fik en følelse af, at denne frustration kom af en mangel på stolthed over eller selvtillid i forhold til sit land og sit sprog, en griben efter alt, der er en smule smart og fremmed, der medførte en angst for at miste sig selv i sidste ende, en forestillet åbenhed og accept, der desværre ofte skjulte over det modsatte.Men dette er kun en følelse, der jo er bygget på en alt for lille erfaring, intet so jeg ville vove at generalisere. For mig er danskheden trods alt stadig noget med sommer, syrener og Sankt Hansbål og jeg synes egentlig ikke, at jeg skal prøve at definere noget nærmere, som jeg har så lidt kendskab om, selv om der står dansk statsborger i mit pas.
Jeg tror nemlig, at jeg ville blive lidt knotten, hvis en dansker, der havde opholdt sig på Færøerne lige så kort tid, som jeg i Danmark, udbrede sig om, hvad “færøskheden” var.